Om Butik B
Butik B ligger i hjertet af Ribe.

Kært barn har mange navne...
Butik B har haft andre navne og placeringer i Ribe siden 1989. Og en 30 år lang historie er svær at gøre kort, men forsøges det skal det.
Det hele startede på tømmergangen, nu J. Lauritzens plads, den 16. marts 1989 hvor 2 kollegaer slog dørene op til deres fælles butik - Tøjbutikken Ribe Lavpris ApS
Lokalerne blev hurtigt for små og i 1992 flyttede de til større lokaler på adressen Saltgade 4, i udkanten af Ribes gågade. Butikken havde på det tidspunkt allerede slået sig fast som butikken der kunne klare behovet til enhver lejlighed. med bl.a lingeri, tøj til alle aldre, hverdag og fest og også børnetøj.
Børnetøjet blev langsomt udfaset, først drengetøjet og senere stoppede forhandlingen også med pigetøj. Nu kunne der bedre fokuseres på den egentlige målgruppe. Navnet blev forkortet til Tøjbutikken.
Udover den store butik blev mindre projekter også sat i gang, derfor åbnede de på modsatte side af gaden en mindre low-budget butik. Butikken blev indrettet med teak træs møbler, så man næsten havde fornemmelsen af at træde ind i en ældre lejlighed. På den måde blev der skabt en hyggelig stemning og investering i inventar etc var næsten lig nul. Hovedformålet med butikken var bl.a. at sælge restvarerne fra Tøjbutikken hele året rundt. Så i 2004 blev dørene åbnet Hos Pigerne (et tilnavn de 2 ejere havde fået efter flere år som butiksejere).
Oktober 2006 åbnede de også dørene til MagieLaura på adressen Mellemdammen 13, lige midt på gågaden. Butikken skulle ha et yngre publikum og leverandørerne blev valgt nøje. Varerne skulle ha en hurtig omsætning, stilen skulle være glad, eksperimenterende, farvestrålende - lidt anderledes.
Efter en god og lang periode med mange jern i ilden og spændende udfordringer besluttede de 2 indehavere at ændre ejerskabet, så kun Birthe fortsatte i butikken som ejer.
Hos Pigerne blev lukket ned efter et par gode år og efter 20 år i Saltgade som Tøjbutikken ApS, var det blevet tid til at noget helt nyt skulle prøves. Der blev ryddet ud i leverandørerne, nye kom til. Og nye lokaler i gågaden blev lejet. Den 11. august 2012 åbnede Birthe dørene til Huset No. 38 på Nederdammen 38.
Handelslivet i Ribe ændrer sig, og personalesituationen gjorde ønsket om at samle MagieLaura og Huset No. 38 under et tag stort. Da det så endelig så ud til at et passende lejemål blev fri, gik det stærkt. På få måneder blev sammensmeltningen en realitet og i slutningen af marts 2018 blev både Huset No. 38 og MagieLaura lukket - Butik B slog dørene op den 11. april 2018.
Den 16. marts 2019 kunne Birthe fejrer sit 30. år som butiksindehaver.

Åbningstider:
mandag: 10:00 - 17:30
tirsdag: 10:00 - 17:30
onsdag: 10:00 - 17:30
torsdag: 10:00 - 17:30
fredag: 10:00 - 17:30
lørdag: 10:00 - 14:00
søndag: Lukket
Velkommen!
Butik B
Overdammen 3
6760 Ribe
Telefon: 75423434
Telefon: 53636941
E-mail: birthe@tojbutikken.dk